En del mennesker har visdomstænder, der ikke eller kun delvist er frembrudt. Ofte er der ikke plads til visdomstænderne og der kan opstå infektion omkring dem.

Infektion eller betændelse kan medføre hævelse og rødme af tandkødet omkring tanden, der kan forekomme lette til stærke smerter og nedsat gabeevne.

Operation visdomstand kan være påkrævet
Ved gentagne infektioner kan det være nødvendigt med fjernelse af visdomstanden. I overkæben tager det som regel ikke ret lang tid, da knoglen er rimelig “tynd”, og tanden kan derfor forsigtigt skubbes ud.

I underkæben er knoglen tykkere, og det kræver ofte lidt mere arbejde at fjerne visdomstanden. Hvis ikke visdomstanden er helt fri af knoglen, skal den opereres ud. Det foregår ved, at der laves et lille snit i tandkødet, det skubbes til side og visdomstanden blotlægges. Det kan være nødvendigt at fjerne en lille smule knogle omkring visdomstanden for at få den fri. Efter fjernelse af tanden kan det være nødvendigt med et lille sting. Dette skal fjernes efter en uge.

Råd efter operativ fjernelse af en visdomstand:

  • I ugen efter fjernelsen skylles munden to gange dagligt med klorhexidin. Der må ikke børstes tænder en time før eller en en time efter, da tandpasta ødelægger klorhexidins egenskaber. Klorhexidin desinficerer og fjerner ca. 80-90 % af de bakterier, der findes i mundhulen.
  • I de første dage efter indgrebet kan det være nødvendigt med smertestillende piller – eksempelvis 400-600 mg Ibuprofen (Ibumetin) tre gange dagligt.
  • Hav lidt blød kost parat – gerne yoghurt – til de første par dage.
  • Efter en opration i munden er det normalt, at der optræder lidt hævelse. En ispose kan hjælpe, hvis den lægges på umiddelbart efter indgrebet.
  • Lad såret være, pil ikke i det hverken med tungen eller med fingrene. Det skal have ro, så det heler hurtigere.

Kontakt os hvis du har yderligere spørgsmål til visdomstænder eller spørgsmål til før og efter fjernelse af visdomstand.